Kulturelt sted
På kulturelle steder er der huse, hvorigennem en del af Flensborg bys historie kan opleves. Udsigtspunkter over Flensborg byområde er også blandt de kulturelle punkter. Informationstavler på kulturpunkterne beskriver stedets særlige karakteristika.
Süderfischerstraße, sandsynligvis den ældste gade i Flensborg
Süderfischerstraße er sandsynligvis den ældste gade i Flensborg. Den eksisterede før år 1100. På det tidspunkt fungerede den som en forbindelsessti mellem nutidens Angelburger Straße og et slot. Det siges at have stået på bakken overfor St. John’s Church.
Dette slot var beboet af en adelsmand: ifølge en gammel legende efter ridderen FLENO. Det har sandsynligvis fået sit navn efter området. Den bestod af en flodmunding af vandløb, der løb ud i Fördespitze, som stadig var i nærheden på det tidspunkt. I dette vådområde er der dannet frodigt voksende „flen“ (olddansk: for siv) i en flodslette (dansk: Å), FlenÅ (udtales Fleno > rørflodslette). Dette vådområde kunne først have hjulpet den legendariske ridder og senere også byen Flensborg til sit navn.
I hertug Knud Lavards tjeneste opkrævede Fleno skatter ved det dengang vigtige knudepunkt for handelsveje og beskyttede korsvejen, som udviklede sig til en GRUNDLÆGGER AF byen Flensborg. Under slottet blev der bygget stråtækte fiskerhuse, som gav nutidens gade sit navn. Til ære for denne myte, som historikere afviser som ahistorisk, er der den såkaldte „Fleno Park“ med et gravkompleks overfor hus nr. 8. I gravkomplekset blev liget af den påståede grundlægger genskabt af alle former for skrot. (jf. Flexikon, 2009, s. 63).
Fiskerhusene blev revet ned i slutningen af det 18. århundrede og erstattet af nyere huse.
Da huset på Süderfischerstrasse 8 blev bygget, er det hidtil kun blevet cirkuleret som „omkring 1800“. Ifølge nyere undersøgelser (Dr. D. Pust) er følgende nu fastslået: Siden 1825 har destilleriet Hans Lorenzen Jordt været registreret som parcelejer på ejendommen. Hans hus brændte imidlertid ned i juli det følgende år, 1926. I 1827/28 blev hus nr. 8, som det stadig står i dag, bygget og beboet på ejendommen.
Siden 1844 havde garveren Bielenberg været beboer i huset. Placeringen ved åen var praktisk for ham, fordi han havde brug for vandet til at behandle dyreskind. Garvere bruger okselæder til at lave tykt læder til skosåler, støvler og sadler. Senere husede huset også en drejer, Bielenberg, hvis søn dengang drev et snedkerværksted her. Hus nr. 8 er sammen med hus nr. 18, der er skjult bag en blind facade af tilsyneladende bindingsværk, et af de ældste huse på gaden, der har stået den dag i dag. Det er en tagrender huset (hans tagrende løber parallelt med vejen). Det har en segmentbogiges indgang med en klassisk indrammet hængslet dør.
I 1979 opdagede den Flensborgske malerrestaurator Henning Matthiesen huset til sit professionelle formål og besluttede at købe bygningen, som i forvejen havde et stort behov for restaurering, af antikvitetshandleren Otto Boysen og restaurere den til sin oprindelige stand, som den var, da den blev bygget.
Denne beslutning, der blev truffet på eget initiativ, om at restaurere et af de sidste huse, der stod tilbage i St. Johannis siden ombygningen af området, dannede modellen for den lille udvikling, der kan findes her i dag, som er tættere på den oprindelige gamle bydel.
Süderfischerstraße 1963
Sammen med sin ven R. Reuter skrællede den dygtige restauratør alle de lag og ændringer, der i mellemtiden havde overlappet hinanden og formet huset med stor sans for detaljer, indtil de havde afdækket husets oprindelige form indvendigt og udvendigt.
Henning Matthiesen var kun i stand til at fuldføre sit arbejde til en vis grad. Men inden han døde, solgte han huset til kunstpædagogen og kunstneren Christoph Wiegand, der sammen med sin kone Kirsten fortsatte det restaureringsarbejde, der var påbegyndt. I processen blev gården og haven på bagsiden af jernbanedæmningen også ryddet og nyanlagt. En næsten død rosenbusk fundet under oprydningsarbejdet blev plantet ved indgangsporten til gaden. Den pryder nu huset og Süderfischerstraße igen som en høj klatrerose.
En ny afgrøde voksede også i dette hus: I 2003 blev musikfestivalen FolkBaltica grundlagt her.